Thea læser. Igen.

Jeg er uddannet cand. mag. i dansk. Det betyder, at jeg har brugt en god del af normerede 5 år (reelt 6 år) på at tygge mig igennem store værker fra den danske og nordiske litteratur og have en holdning til det. Det betyder, at folk tror, at jeg kan svare på spørgsmål om Rifbjerg i Bezzerwisser og kan mine moderne gennembrudsforfattere på rygraden. Ligesom læger i civil bliver spurgt, om de ikke lige har en mening om en diagnose, deres bordherres egen læge har stillet, så bliver jeg rigtig ofte spurgt, om jeg ikke har et bud på en god bog, vedkommende kan læse, nu hvor de alligevel skal i sommerhus i weekenden – fx en upcoming forfatter med et interessant lyrisk sprog eller en nyaktuel klassiker. De virker ikke tilfredse, når jeg fortæller, at den seneste bog, jeg har læst, er “Totte rydder op”. Men sandheden er, at jeg ikke har et bud, for jeg har ikke læst noget som helst de sidste mange år.

Jeg har læst meget. Rigtig meget. Hele forfatterskaber og flere genrer. Selvfølgelig meget i studietiden, men også rigtig meget inden da – at jeg valgte netop dét studie dengang for efterhånden en del år siden, hang nok sammen med, at jeg var ret glad for at læse. Blandt andet. Egentlig valgte jeg ikke danskstudiet for det litterære, men mere for sprog- og mediedelen, men det er en anden historie. Pointen er; af en som tidligere har læst omkring 40 bøger om året mere eller mindre frivilligt, er det tankevækkende hvor få bøger, jeg har læst de sidste 5 år. Det har allerhøjest kunne svinge sig op til en tilfældig krimi i en ferie.

Men nu har jeg fundet ud af noget, der virker, og jeg har på de sidste 3-4 uger fået læst  5 bøger. Nuvel – vi er ikke ude i bøger med verdens højeste lix-tal, men det er egentlig heller ikke det, jeg går efter, når jeg læser. Tværtimod- jeg har rigeligt at “to do” på min plade med arbejde, 3 børn og eget firma oveni, så jeg gider kun læse af lyst, og her har jeg ikke mindst også arbejdet på at få min læselyst lidt igen.

Nå, men det, der har virket for mig er altså, taadaaa, Mofibo. Og det er ikke sponsoreret det her, det er bare mit lille mommy life hack. Sagen er nemlig den, at jeg jo meget sjældent har flere sammenhængende timer, hvor jeg kan kaste mig i sofaen og sluge en god bog. Jeg har nogle gange 10 stjålne minutter på en bænk, mens jeg venter på nogle andre. Og der har jeg altså ikke en bog med mig. Nogle gange har jeg mit strikketøj med (ofte), men selv det kan jo glippe. Noget, jeg dog altid har med, er min telefon, så når jeg er blevet træt af at kigge på fugle og mennesker eller børn, der graver, så er jeg ikke bedre end alle andre – så ryger telefonen op, og jeg laver tommelfingerdansen mellem de samme 5 apps i en uendelighed.

Jeg besluttede derfor, at den tid måtte kunne bruges bedre, og derfor hentede jeg Mofibo til min telefon. En hvilken som helst anden platform – fx bibliotekernes e-reolen – er selvfølgelig lige så god, nu var der bare lige en rabatkode et sted til det andet, og vi hører rigtig mange børne-lydbøger herhjemme, når vi kører bil, og dem ligger der mange af på Mofibo. Så ved at læse på telefonen i stedet for at opdatere Instagram 7 gange på 12 minutter, så er det faktisk lykkedes mig at få læst et par bøger.

Ja, det er ikke raketvidenskab, og flere af jer læser højst sandsynligt allerede jeres bøger sådan, men for mig har det virkelig været en god måde at komme igang med at læse igen. Det er, indrømmet, ikke den samme læseoplevelse, som at sidde med bogen mellem hænderne og bladre sig gennem fortællingen. Men det er bedre end ikke at få læst, og det er på nuværende tidspunkt fint for mig.

Og hvad har jeg så læst spørger du?

Jeg har i bedste studietids-stil læst danske forfattere:

Jeg har læst heeeeele Maren Uthaugs forfatterskab, hvilket dog begrænser sig til 2 bøger, så det var hurtigt overstået. Hendes debutroman fra 2013 Og sådan blev det samt Hvor der er fugle fra sidste år. Disse slugte jeg på ganske få dage i sidste uge. Jeg er ret vild med Maren Uthaug – både hendes tegninger og hendes blog og nu også hendes bøger. Det er bøger om tunge emner; svigt og familiehemmeligheder og indavl som tilbagevendende elementer. Men også kærlighed og humor, på den der ret “nå ja”-konstaterende måde, som man også støder på i hendes tegnede univers “Ting jeg gjorde”. Det er usentimentalt og skævt, men ikke drøjt at komme igennem, selvom begge bøgers historier er gennemført groteske. Så de får en anbefaling med herfra, hvis du ikke allerede har læst dem.

Derudover har jeg også læst  Katrine Engbergs samlede værker, hvilket så her svinger sig op på 3 bøger; Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge. Katrine Engberg holder en kadence rent udgivelsesmæssigt, som hendes forlag må klappe i hænderne over; alle 3 er udgivet indenfor de sidste 2 år. Det gør bøgerne dejligt aktuelle, og selvom jeg også kan lide periodedramaer og klassikere, så kan sådan en bog frisk fra fad altså også noget. Vi er nu ovre i krimigenren, hvilket, når det kommer til lystlæsning, er min foretrukne genre; egentlig også når det kommer til film og serier. For mange akademikere er krimier nok at betegne som en guilty pleasure, men jeg må altså bare erkende, at for mig er det ren pleasure, jeg er færdig med guilty. Men jeg er også en dårlig akademiker. Kravet til genren fra min side er selvfølgelig, at det skal være velskrevet og at plottet skal være troværdigt. Det behøver ikke nødvendigvis at være decideret originalt, men det skal være eksekveret godt. Allerhelst vil jeg have thrillers. I min studietid benyttede jeg enhver mulighed for skrive mine opgaver om thrillers eller endnu mere halshuggende genrer. På den måde kunne jeg forsvare min begejstring for dystre fortællinger med, at det var studierelateret. Jeg har læst og set og analyseret (alt for) meget i den afdeling, og derfor er jeg på nogle punkter lidt miljøskadet, for jeg kan i mange tilfælde gennemskue, hvad der kommer til at ske – “who did it” og hvordan det hænger sammen, ud fra hvordan vi få introduceret personerne og hvad deres funktioner er. Det er en arbejdsskade, og det er til tider irriterende, men jeg har lært at lægge det til side, og så bare hygge mig med læseoplevelsen, selvom jeg har gennemskuet, at det var butleren og hvorfor på side 30. Men det er så her, den gode eksekvering kommer ind i billedet; det lækre sprog og den finurlige krølle. At jeg har læst hele 3 bøger af samme forfatter på få uger skyldes derfor både, at det er meget nemt at fortsætte med forfatterens andre værker, når man først har læst en bog; sproget er det samme og i det her tilfælde også persongalleriet, og på den måde er det lidt ligesom at se en serie; man skal ikke forholde sig til de store skift. Men årsagen til, at jeg gider at læse alle 3, er selvfølgelig, at de er gode. Har du endnu ikke læst Katrine Engbergs bøger, så kan jeg bestemt anbefale dem. De er bemærkelsesværdigt godt skrevet for en genre, der bestemt rummer lidt af hvert, og man kan derfor bare læne sig tilbage og lade sig underholde. Og jeg har virkelig nydt at dykke ned i et krimiunivers igen.

Hvad har du fået læst denne sommer?