Planlægning af feriestrik

Ud og hjem til Sydfrankrig i bil – tips og tricks

Så gik der lige lidt tid, fra jeg lavede et indlæg sidst – vi har holdt ferie, og det har været dejligt, og der har jeg prioriteret ikke at være særligt meget “på”.

Ferien gik til det sydlige Frankrig, hvor vi boede i et lejet hus i Provence sammen med min mands forældre. Vi kørte derned, og i den forbindelse tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt erfaringer fra dette med jer, der måske overvejer, om I tør at begive jer nedover Europa med x-antal unger på bagsædet.

Der er fordele og ulemper ved at vælge bilen som sit transportmiddel frem for fx fly.

Hvad koster det at køre fra Danmark til Sydfrankrig?

Den store åbenlyse fordel er, at det samlet set er billigere at køre, end at flyve, men det er ikke rørende billigt heller – dog bliver det selvfølgelig billigere, hvis du har mange børn at fragte.

Vi har som bekendt 3 børn på 2, 6 og 8 år, og der begynder det at kunne svare sig. På transport til og fra Sydfrankrig har vi brugt omkring 7000 kr. i alt – dette er inklusiv 2 overnatninger på motorvejshotel (1 ud og 1 hjem), benzin, motorvejsafgifter i Frankrig, bro/færge-billetter og forplejning på turen. Skulle vi have fløjet, havde vi været nødt til at leje en bil (en stor en, da der ikke er plads til 3 autostole i en almindelig bil) for at kunne komme fra lufthavnen og de 200 km, der er til huset , vi boede i. Samlet set var det derfor billigere for os at køre.

Man kan sagtens gøre det billigere – man kan vælge at overnatte på (endnu) billigere hoteller; vi gav omkring 1000 kr. pr. overnatning inkl. morgenmad for os alle 5, og vi benyttede både ud og hjem hoteller fra B&B-kæden. Vi overnattede i henholdsvis Göttingen på vej derned og Mannheim på vej hjem. Begge i Tyskland. Man kan jo i stedet vælge at køre igennem og køre om natten også, men det var ikke noget, vi havde lyst til, da vi tænkte, at alle var bedre tjent med en god nattesøvn, og det er hårdt at sidde så længe. Man kan jo vælge billigere motorvejshoteller – dem vi valgte lå inde i byerne, men der findes stadig oldschool “moteller” lige ud til motorvejen; disse er lidt billigere, men der er ikke så mange, som der var engang. Er det varmt i vejret, kan man jo også vælge at tage telt med i bilen og simpelthen booke sig ind på en campingplads i stedet.

Det er klart på overnatningsdelen, at der er store penge at spare – benzinudgifter, bropenge og motorvejsafgifter kan man ikke rigtig stille noget op ved.

Et andet sted, man kan spare er maden. Vi havde mad og snacks med til første del af turen hver vej, men når man kører i 2 hele dage, er det altså svært at lave en madpakke, der er lige så eksotisk på 2. dagen. Derfor er man, medmindre man har en god køletaske, tvunget til at spise på diverse rastepladser mv. på turen. Det er jo ikke der, man skal hente oplevelser til sin gastronomiske mindebog, men det er for det meste til at betale, men man ender alligevel hurtigt med at bruge 1000 kr. på mad hver vej, når alt skal indtages på rastepladser.

Hvor lang tid tager det?

Vi kørte fra vores hus i Holbæk, Vestsjælland, Danmark fredag formiddag klokken 10 og ramte Sydfrankrig lørdag aften kl. 23. Da vi kørte hjem, kørte vi fra Sydfrankrig kl. 9 om morgenen fredag og ramte hjem kl. 21 lørdag. Dvs. vi har brugt 2 hele dage på at fragte os hver vej. Vi havde det dog også sådan, at vi ikke havde travlt, så vi holdt ekstra lange pauser flere steder, så ungerne kunne lege, og så overnattede vi som bekendt også. Hvis du kører igennem uden pauser, så tager det et sted mellem 15-20 timers køretid i alt – alt efter hvor i Danmark, du bor, og hvor meget kø- og vejarbejde, du møder i Tyskland. Vi skulle til Provence, og der er 1800 km derned.

Hvad skal jeg være obs på, når jeg kører til Frankrig?

Man kan jo selvfølgelig bare lade det ske, som det kommer, når man sætter sig bag rattet og sætter gps’en mod Sydeuropa, men her er et par små “tips”:

Det er ikke for sjov det med Tyskland og vejarbejde/kø – der er, på nærmest alle tider af døgnet, vildt mange biler på vejene ned gennem Tyskland. Vi ramte flere køer omkring de store byer; Hamborg, Frankfurt osv. Husk at få tisset dig selv og ungerne af, inden i rammer de store byer 😉 Selvom vi kørte udenfor sæsonen (i starten af september), så var der stadig fuld knald på trafikken, og den kan kun være værre i sommerferie-perioden.

Sørg for at have et betalingskort med chip og have lidt euro-mønter. Ja, chipdillen har ramt landene mod syd, og hvis du ikke har chip på dit kort, kan du ikke betale for at komme på toilettet (i Tyskland skal du betale for alle toiletter) eller bruge deres kaffeautomater på tankstationerne. Der dur kun chipkort eller cold cash. Og nej, det er ikke alle steder at de er særlig hjælpsomme, når du på dit gebrokne skoletysk/fransk forsøger at købe en Snickers og hæve 50 cent oveni, så dit barn kan komme ud på toilettet og deres chip-aflæser ikke virker. Det var en sidehistorie. Vi klarede det, men det er smart lige at have lidt toiletpenge og kaffepenge med kontant også.

Vær opmærksom på, at så snart du kører ind i Frankrig, så er vejene dejligt ryddede for andre trafikanter, men til gengæld er der også væsentligt længere mellem rastepladserne og endnu længere mellem rastepladser hvor du også kan købe mad. I Tyskland er der rastepladser über alles, men i Frankrig kan man sagtens skulle køre 30+ minutter, før man rammer den næste. Igen – det er ikke et problem for de fleste voksne, men hvis man er lille og skal tisse, så er det med andre ord godt at få gjort, når muligheden er der. Til gengæld er der dog den smarte service, at der på skiltene står, hvor langt der er til næste rasteplads. Så kan man lige regne på, om man kan holde sig de næste 53 km. Og så er toiletterne gratis. Men standarden også nogle gange derefter 😉

Som I kan fornemme handler alle tipsne om, hvordan man kan få tisset, og det er jo ikke fordi, jeg hele turen har siddet og funderet over det – det er jo bare en meet lavpraktisk ting, som man skal kunne komme til.

Derudover; Sørg for gode lydbøger, malebøger osv. Selvfølgelig er der også en ipad osv. som mulighed, men vores mellemste bliver meget hurtigt køresyg, og så kan man ikke sidde og se på skærm, og der er lydbøgerne altså guld værd.

Er det de få sparede kroner værd?

Spørgsmålet er så, om det er de 3000 kr. vi måske har sparet på dette hyr værd. Jeg vil sige både og. Det er nemt at pakke i sin bil og sætte sig ind og lade den fragte dig, og selvom det er hårdt at køre 2 hele dage, så var det også hyggeligt og en måde at være sammen på. Man får udover destinationslandet også set Tyskland (eller andre lande, man nu kører igennem) og kan, hvis man har tid og lyst, jo vælge at lave kulturelle pitstops undervejs, hvis der er noget, man gerne vil se. Vi fik mange gode snakke om landene, grænser, landskaber og folk, da vi kørte – tanker, der jo blev sat igang af, at vi kunne se det ændre sig omkring os, og tanker vi ikke ville have haft, hvis man var steget ind i en flyver i 15 grader København og steget ud igen i 30 graders Nice.

Derudover er der jo noget klimanoget med de der flyvemaskiner 😉 Men ser man bort fra den del, så synes jeg stadig, at der er noget hyggeligt ved bilferie, og med det antal børn vi efterhånden har raget til os, så er det nok vores ferieform de næste mange år.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Planlægning af feriestrik