Mellemmand og første skoledag

I går startede vores mellemste i skole. Første skoledag. For barn nummer 2 – det synes min “mor-tids-forståelse” næsten er endnu vildere end med nummer 1.

Han har gået i førskole eller før-sfo, eller hvad de nu kalder det rundt omkring, siden maj, så på den måde er 1. skoledag jo ikke lige så skelsættende, som det var engang. Og heldigvis da for det – det der med, at første skoledag skal være en stor dag, er jeg helt med på, men for begge vores skolebørn har det været fint med en periode der lå mellem børnehaveliv og skoleliv til lige at finde sig selv og lære de nye kammerater og omgivelser at kende. Så det er jeg glad for eksisterer på drengenes skole. Drengenes skole er en lille skole, og fritidsordning og skole ligger i de samme lokaler – det har også betydet, at de fik deres klasselokale ved siden af de eksisterende klasser, allerede da de startede i maj, og da der kun er 1 spor, så blev det meget naturligt bare den nye 0. klasse for de andre allerede der.

Derfor har vi forsøgt at gøre noget særligt ud af den første skoledag på en anden måde. Fx ved at han først “fik lov” til at have sin skoletaske og penalhus med i går og ved at tage (nogenlunde) pænt tøj på og sørge for lækker eftermiddagsmad og besøg af bedsteforældre til børnevalgt menu om aftenen. Traditionen tro skal vi også høre “Første skoledag” med Hr. Skæg meget højt i bilen, og mens storebror skrålede med bagi, så sad ham, der faktisk havde første-første-skoeldag og kiggede tænksomt ud af vinduet. Og så fik jeg lidt i mit morøje. For det ER jo først rigtig skole fra nu af, så dagen i sig selv er jo stor. Og al den opmærksomhed, der fulgte med det, fordøjer han bedst helt stille inde i sig selv.

Særligt med ham vores mellemmand er vi ret opmærksomme på, at få markeret hans store dage også. Med kun 2 år op til storebror er det jo ikke længe siden, at vi stod og havde 1. skoledag med ham også, og som lillebror kan man derfor hurtigt ende lidt i slipstrømmen, når “vi” nu har prøvet det før. Han er helt anderledes end storebror, og bryder sig meget lidt om at være i centrum (hvilket bliver et problem for ham, når han nu har erklæret, at han skal være rockkstjerne), men det betyder jo ikke, at dagene ikke betyder noget for ham.

Da han havde første dag i sfo i maj, lignede han én der skulle kaste op det meste af dagen. Nervøs og genert og ubehageligt til mode. Det gentog sig igen i går –  på trods af at han kendte vennerne, omgivelserne og lærerne og alt var det samme; Intet var det samme. Det er ikke så meget omstændighederne som opmærksomheden, han virkelig ikke bryder sig om. Han kan også godt finde på at gemme sig under et bord til sin egen fødselsdag. Derfor er det også ret grænseoverskridende, når skolelederen nævner ens navn blandt de nye elever, og man skal tage imod en rose fra en af de store børn, og man skal kaste lidt jord på et nyplantet træ og så skal man også huske hvornår man skal hentes og hvor man har lagt sine fodboldkort.

Men han kom igennem det, og så snart læreren sagde, at nu måtte de godt sige farvel til deres forældre og løbe ud og lege, så sprang han glad og fro ud på legepladsen og var ham, vi kender igen. Vi kender også ham den anden, og ham er der også plads til.

Han kom hjem fra dagen og var glad og stolt. På den der måde, hvor han kigger lidt genert væk, når man spørger ind. Nu er han skoledreng – og det er altså lidt vildt, at man nu har to af dem. De bedste to.