Harald bliver født

Læs første del her 

Læs anden del her

Læs tredje del her

I dag udkommer bogen LUN – strik og hækling til mor og baby, som jeg er medforfatter på – derfor er vi også nået til sidste del af min lille føljeton om at blive mor; babyen bliver født.

At vide præcis hvilken dag, ens baby kommer til verden, er en mærkelig størrelse. Det gav mig en sær form for ro at vide, hvilken dag det var – som om jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i spontan fødsel inden, så nu vidste jeg, hvad jeg skulle planlægge efter.

Dagen før kejsersnittet kunne jeg sige farvel til min underviser på uni og sige “jeg kommer ikke i morgen, der skal jeg føde”. Resten af dagen gik med infomøde på Rigshospitalet, og vi tog ud at spise og i biografen, for at få tiden til at gå – tiden var mærkelig den dag; føltes som et vakuum, hvor i går føltes som meget kort tid siden og i morgen var evigheder væk.

Jeg sov elendigt om natten – havde mareridt om, at han havde vendt sig i maven, og at vi derfor ikke ville få ham med hjem dagen efter alligevel. Jeg havde indstillet mig på det kejsersnit nu, og nu skulle han bare ud.

Da det endelig blev morgen, og vi tjekkede ind på Riget, gik det hele slag i slag og klokken 9 var 3520 g Harald født.

Så stod man der. Nyslåede forældre til verdens smukkeste barn.

Tiden efter husker jeg kun i fornemmelser og enkelte episoder. Morgenmad med en lille en liggende i sækkepude ved siden af. Brystbetændelse, feber, penicillin og en snert af melankoli. Mælk der løber til og gør ondt og tudeture i badet, hvor man tænkte “det var ikke det her, jeg havde bestilt”. Opgaver til studiet og familiearrangementer og lure med et levende væsen på maven. Eksamen med en dreng på 3 måneder på armen. Det var overlevelse, men det vidste jeg ikke dengang. Det ved man jo ikke med første barn – pludselig er man ude på den anden side, og så er tiden, der gik, en tåge. Overskyggende var selvfølgelig kærligheden til den lille dreng, og vi følte os som verdens heldigste – og det var vi.

Han var (og er) et helt fantastisk barn og skabte stor glæde alle steder. Han var glad og smilende, og hans kontakt med verden omkring ham var allerede fra start helt usædvanlig, hvilket flere da også bemærkede. Men om natten græd han. Ikke bare et enkelt grynt eller lidt luft i maven. Han skreg trøstesløst fra midnat til tidlig morgen. Min mand måtte gå ture med barnevognen på Nørrebro og se solen stå op. Ikke for at Harald kunne sove, men for at jeg kunne. Til et tjek hos lægen nævnte jeg, at han græd en del, men vi fik blot at vide, at det gør små børn jo. Det var først, da vi fik lillebror 2 år efter, at vi fandt ud af at ja, det gør de, men ikke så meget. Lægen foreslog, at vi kunne hyre en taxa til at køre rundt om Søerne med ham bagi, og så kunne vi tjekke ham hvert kvarter, når taxaen kom forbi os igen. Børn falder jo i søvn i bilen, og det havde hun hørt om flere, der havde gjort. Vi smilede og sagde tak for rådet. I stedet købte vi ikke længe efter selv en bil, og barnevognsturene blev erstattet med natlige køreture på motorvejene omkring København.

I denne periode husker jeg også særligt fornemmelsen af tid – den første tid med et lille barn, der græder meget, særligt når det er det første barn, er meget kompakt. Den er evig, når man er i den. Man ved ikke, hvornår det ender. Man kan ikke fornemme, at om en måned er alting (måske) forandret igen. Man køber produkter for at løse akutte problemer, der reelt “kun” varer 14 dage, men man ved det ikke. Det er som at cykle en tur til et sted, man ikke ved hvor ligger. Allerede anden gang, man kører ruten, føles den kortere, fordi man kender vejen og målet. Jeg tror, at det er en af grundene til, at efterfølgende børn tit virker nemmere – man kender turens varighed.

For Harald var det dog ikke “kun” de første par måneder, at hans grådproblemer stod på. Han kom selvfølgelig til alskens osteopater og ørelæger osv. i sine første par leveår det lille væsen. Og der var da også lidt med både nakke og ører, men selvom det blev fikset, hjalp det ikke. Soveproblemerne fortsatte; fra babygråd til decideret night terror fra han var 1-3 år – sent i seng og tidligt op, timevis af skrigeture i løbet af natten. Indre billeder af min mand, der er faldet i søvn på gulvet midt om natten ved siden af en stadig vågen dreng. Fornemmelsen af mig selv, der gjorde det samme. Hvis der findes A- og B-mennesker, så er Harald slet ikke en del af alfabetet. Og selv i dag – 8,5 år senere – har han brug for mindre søvn end de fleste.

Når jeg tænker tilbage på perioden med den meget lille dreng, kan jeg blive ramt lige i maven. Jeg bliver ked af det. Over at livet var svært for ham som ny i verden. Ikke over min egen manglende nattesøvn eller de ting, man får vislet gennem de sammenbidte tænder, når det er ens tur til at stå op om natten. Solens stråler skyller nattens eder og forbandelser væk, det har været aftalen hjemme hos os. Jeg kan huske fornemmelsen af ensomhed, når man igen følte sig som det eneste vågne menneske i København, men heller ikke det minde stikker i mig længere. Jeg er ked af, at vi ikke kunne hjælpe ham. At alle forsøg på at få ham til at stoppe med at græde mislykkedes. Den del af fornemmelsen havde jeg ikke, da vi stod i det – der troede jeg bare, at det var sådan, det var at få en baby, og vi snakkede aldrig om, at han skulle være særligt bøvlet at have med at gøre, eller at han græd mere, end andre babyer vi stødte på. Det tror jeg i virkeligheden blev vores redning; at vi ikke vidste bedre. Fordi vi ikke vidste, at det ikke var sådan, det skulle være, var der heller ikke andre, der vidste, hvor galt det egentlig stod til med det. Kun min mand og jeg var jo i lejligheden om natten. I løbet af dagen var han verdens gladeste barn – så længe han slap for at skulle sove lur.

Flere år efter tror jeg, at mange ting gjorde, at Harald sov dårligt i de første år. Han er født ved kejsersnit. Man ved at den “naturlige vej ud” også retter baby ud efter en trang tid inde i maven, og den udretning manglede han jo så. Den del af problemet blev løst, da han var ca. en måned gammel og kom til osteopat. Han er født “ufrivilligt” en uge før tid, og selvom det kun er en uge, så kunne han nok godt have brugt den uge til at modne lidt mere. Derudover ved man også, at børn født vaginalt opsnapper nogle gode bakterier med sig ud til hele mave-tarmsystemet. Da jeg fik brystbetændelse umiddelbart efter Haralds fødsel, endte jeg på penicillin – den endte med at smadre hans mave totalt gennem mælken, og en masse mælkesyrebakterier til trods, var han allerede pga. kejsersnittet lidt bagud på point der. Da han var omkring 1 år, fandt vi ud af, at han var ørebarn – det er han stadig og skal snart have lagt dræn igen, men der er i hvert fald gået et par søvnløse nætter ind på kontoen af den grund også.

Den helt store grund til, at Harald sov dårligt og i perioder stadig gør det, er dog slet ikke fysisk – den sidder mellem ørerne på ham. Der sker simpelthen for meget i hovedet på ham. Da han begyndte at farvesortere sine Duploklodser i en alder af 9 mdr., vidste vi jo godt, at han var lidt til en side. Da han gik forbi en McDonalds skraldespand og sagde, at der stod “kat” (TAK stavet bagfra) i en alder af 3 år, tænkte vi, at det var ret tidligt at begynde på den slags. Da han kunne alles adresser som 2,5-årig var det til gengæld superpraktisk. Men når der sker så meget i hovedet på en, selvom man kun en en lille dreng, så crasher hjernen altså engang imellem. Man opfatter mere, end man kan processere. Man tror, at verden bliver ens ansvar. Heldigvis stoppede gråden, da han var omkring 3,5 år. Den blev bare erstattet af perioder, hvor han var vågen om natten. Kiggede, snakkede. Tænkte.

At fortællingen om Haralds sind kommer til at fylde en del, når jeg skal beskrive, hvordan det var at blive mor, så er det fordi, det netop har været årsagen til mange bekymringer og mange af de følelser, der var forbundet med de første år, hvor han ikke altid trivedes. Det har været årsag til en masse søvnløse nætter, institutionsskift og snakke med pædagoger, psykologer og socialrådgivere op gennem hele hans daginstitutionstid, for hvordan skulle alle vi voksne omkring ham hjælpe ham? Indtil der var en psykolog til endnu et børnehavemøde, umiddelbart inden vi flyttede fra København, der sagde “der er jo intet galt med Harald, han er bare virkelig klog”. Der var en knude, der løsnede sig – at andre kunne se, at der faktisk intet var i vejen, han var bare… Harald. Og at han nok er lidt asynkront udviklet – for hovedet er ældre end følelserne, men han er stadig en helt normal dreng.

Nu er han 8,5 år gammel. Jeg er så glad for, at vi fik ham, lige da vi gjorde, og jeg tror, det har gjort mange ting nemmere for os, at vi ikke var så gamle- i forhold til alle de lavpraktiske ting med at være studerende osv. er det gået forrygende, og jeg vil anbefale alle, der har lyst selvfølgelig, at få deres børn i studietiden. Men jeg tror særligt, at det var meget nemt for os at falde ind i rollen som forældre, fordi vi ikke var særlig etablerede i vores voksenliv på det tidspunkt. Når jeg ser mange debatter eller hører bekendte omkring mig i dag, hvor de får deres første børn, fortælle om manglen på voksentid/partid/frihedstab eller beskriver det, at være mor som en “rolle”, så genkender jeg det ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, eller fordi jeg ikke kan forstå det, men simpelthen fordi vi ikke har haft det. Vi blev voksne samtidig med, at vi fik et barn. Det er svært at beskrive fornemmelsen, men jeg har stort set ikke prøvet at være “voksen-Thea” uden også at have et barn. Måske det slet ikke giver mening. (Red. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke engang imellem kan tænke om hele familien, at de skal skride ud af hytten, så jeg kan strikke i fred – jeg har også brug for tid, hvor jeg er helt alene. Det er bare en meget eksotisk vare). 

På den måde har han som barn defineret mig ikke kun som mor men også som voksen – han har givet os en ilddåb i forældreskabet, så alt derfra var piece of cake. Der skal en del til at slå mig omkuld nu – både når det kommer til søvnløse nætter og skrigeture men især, når det kommer til alle de bekymringer, der hører med. Been there, done that.

Da Harald var 1,5 år valgte vi, at vi skulle have en mere – for det gik jo så godt. Og det gjorde det også, vi nød at være en lille familie, og vi var en lille enhed fra start – det var os mod resten af verden, var (og er!) vores motto.

Yderligere et par år efter kom der endnu en til flokken, så vi nu rummer 3 artister i det lille cirkus 🙂